
Ragtime Rye Whiskey Higher-Strength (British Bourbon Society)
En begrænset aftapning, som er tilegnet og håndvalgt af British Bourbon Society og ift. den alm. Ragtime Rye (45.2%) så er denne på 57,9% alkohol, dvs. cask strenght.
New York Distilling Company’s Brooklyn har bibeholdt den samme mashbill der består af 72% New York State-voksede rug, 16% majs og 12% maltet byg (alt sammen non-GMO) og til fadlagringen er der anvendt 200 liters amerikansk egetræsfade med en min. lagringstid på tre år.
Ragtime er i øvrigt en amerikansk musikstil, der havde sin storhedstid fra omkring 1890 til 1. verdenskrig.
Der er her tale om fad BBL#445 hvor vi står med flaskenr. 159.
Næse:
En tydelig egeduft som hurtigt kommer “ud” fra glasset efterfulgt af en meget blød og behagelig vanilje. Dernæst rammer dens alkoholbid hvor karamel, brun farin, appelsin og kanel kommer frem kort efter. Hints fra nyåbnet pose med saltlakrids og friskkvast muskatnød. – Hvad der svagt kan opfanges er fersken og let metal.
Mund:
Godt med kanel, korn, træ, peber, vanilje og majs efterfulgt af karamel, rugbrød og jordnøddesmør. Efter et par sekunder og efter at de nævnte noter har lagt sig, finder ristet korn vej og det er på samme tid med appelsinskal, kirsebær, muskatnød og svag hindbær. Æble kan opfanges men den er yderst utydelig. – Dens mund giver meget sødme men formår alligevel at være en anelse bitter alá IPA-øl.
Afslutning:
Sød metalsmag med en god længde (lang afslutning), der byder på godt med krydderi i form af peber, allehånde, spidskommen. Hints fra saltlakrids og citrusfrugt.
Resultat, tanker og score:
Resultat: 71/100.
Ift. deres gamle “flaskedesign” og dens label er de kommet langt. Så nu er Ragtime Rye blevet noget man vil kunne sætte ved siden af f.eks. en 1770 fra The Glasgow Distillery på hylden, uden at tænke øv. Nå tilbage til det vigtige.
Fadstyrken er både godt og skidt for denne Ragtime Rye Higher-Strength da den højere alkoholprocent kvæler nogle af de noter, som er at finde i den alm. udgave men den er alligevel blevet mere intressant at drikke. Dvs mere bid men mindre smag og hvad man så er mest til her, er en smagssag men det ændre ikke på, at jeg personligt hellere vil åbne en flaske Lot 40 i stedet da den knap så hurtigt går i “glemmebogen” og er langt billigere, så 2 stk. kan købes i stedet.
Brevstgaard Nyhedsbrev
Deltag i nyhedsbrevet for at modtage de seneste opdateringer i din indbakke.