
Skeleton Key Blended Scotch Whisky
Brewdog er kendt for sin øl, øl, øl.. Men der er meget andet i deres lineup, bl.a. rum og whisky hvor sidstnævnte bl.a. er gjort muligt, med hjælp fra Duncan Taylor og Compass Box. Vi er selvfølig på Duncan Taylor -holdet med denne Skeleton Key da den var meget billigere og vigtigst, mulig at købe.
Heri finder vi primært single malt fra Glentauchers destilleri men der er også en lille andel af peated Bunnahabhain. Denne udgivelse er en del af deres ‘Boilermaker Series’ og dens alkoholprocent er på 46%.
Skeleton Key er tiltænkt at skulle parres op i mod deres Brewdog Jet Black Heart og skulle matche godt med kakao, ristet kaffe og bærfrugter som åbenbart er at finde i denne øl, hvilket vi ikke vil gøre os klog på.
Næse:
Havre- og honningkager er her blandet med duften fra svag kaffe og vådt træ. Så finder en meget afdæmpet røg vejen frem efterfulgt af citrus og en lille smule metal. Hints fra mælkechokolade og tynd æblejuice.
Mund:
Æble møder her friskskåret græs og citrus. Så finder honning og lidt salt vej efterfulgt af en meget lille smule intetsigende røg. Så kommer hints fra havre på samme tid med karamel. Andet at nævne er, at der er en svag smag af metal hele vejen igennem dens mund, som har man bidt sig hårdt i læben.
Afslutning:
Kort længde. Æble (Budget æblejuice) danser her rundt med metal og let karamel. Hints fra røg men dør hurtigt ud som var den ikke eksisterende.
Resultat, tanker og score:
Score: 34/100.
Det her smager i retningen af en suppe, der har kogt for længe, altså så “hårdt”, at grøntsagerne og evt. kartoffelstykker er blevet en del af suppen… Skrevet på en anden måde: Kogemutter har haft fuld knald på gryden, og så har hun haft fat i den store grydeske der bare er blevet rørt og rørt uden stop.
Alt glider ind i hinanden, den er tynd og så smager den rigtig billig, hvilket den også er. Faktisk bør denne blive begravet samme med filmen der bærer samme navn. – Måske den vil smage bedre sammen med Brewdog Jet Black Heart som de har tiltænkt.. men har man bestemt ikke lyst til at kaste penge efter nu.
Brevstgaard Nyhedsbrev
Deltag i nyhedsbrevet for at modtage de seneste opdateringer i din indbakke.